“Det er dem, der kan, der laver video. Det er dem, der har ideer, der laver video. Det vil sige, at hvis Jesper, der står over i pløjemarken i Billeslund har lyst til at vise noget, kan han selv tage sin Iphone op af lommen og sørge for, at der bliver taget nogle gode billeder af det, han synes giver mening. Det er rigtig vigtigt for os, at det er decentralt. At det ikke bliver en lille produktionsenhed der sætter sig på det her stof – så tror jeg det vil dø. Der vil blive for langt fra ide til egentlig video.”
Mette Andersen

Aarstiderne er en privat virksomhed, som leverer økologiske varer fra egne gårde og eksterne leverandører direkte til kundens dør. De sælger og leverer varer til cirka 40.000 danske og 5.000 svenske hjem. Aarstiderne laver web-tv, der handler om mad. Formålet med deres videoer er at formidle opskrifter og informere om deres produkter og baggrund.

Mette Andersen, Online chef, Aarstiderne. Juni 2013.

Femern A/S hjemmesideAarstidernes hjemmeside
Aarstidernes videokanalmadbio.com
Aarstiderne på YoutubeYoutube 
Twitter@Aarstiderne
FacebookFacebook

Aarstiderne bruger video til at formidle viden om deres råvarer og give forslag til, hvordan man kan bruge dem. De videoer, som er mest populære er “how to” indslag, som giver brugerne en viden, de ikke havde før. Det kan dreje sig om opskrifter eller om, hvordan man håndterer en særlig vare, når den skal bruges til madlavning. Aarstidernes web-tv sætter også ansigt på medarbejderne bag virksomheden og gør den mere menneskelig.

Videoerne henvender sig til eksisterende kunder og potentielle kunder. Mange brugere ser indholdet via googlesøgning på, for eksempel, opskrifter. De søger efter en løsning på et bestemt problem, der har med mad at gøre, og løsningen kan de finde i en af Aarstidernes “how to” videoer.

Aarstiderne distribuerer deres videoer på deres egen arkivkanal madbio.com, på Youtube og på deres facebookside. De fleste videoer ses i dag på YouTube. Konteksten omkring videoerne består af en titel, en uddybende tekst samt mulighed for at dele videoen på sociale platforme. Præsentationsteksten er vigtig, fordi den er med til at optimere googlesøgningen. På de platforme, hvor teksten omkring videoen ikke følger med, findes informationen om videoen i selve player vinduet.

Aarstiderne producerer selv deres indhold og laver mindst en video om ugen. Fremover vil virksomheden arbejde for at få en mere direkte kontakt med deres brugere via for eksempel liveudsendelser og korte videoer på Instagram.

Eksempler:

Majs-plantning 25. april 2012

Sådan parterer du en kylling

Gnocchi med ansjoser og vilde urter